Vores fælles interesse da vi var små

Da vi var små, snakkede vi rigtig meget om biler. Af og til tog vi bilerne med inde fra racerrummet og med ud på legepladsen. Herude byggede vi mange garager til dem, og andre gange byggede vi værksteder, så vi kunne ordne dem, hvis de var gået i stykker. Når pædagogerne fandt ud af dette, fik vi altid ballade, for man måtte ikke tage legetøjet fra racerrummet med ud. Da vi blev ved med at gøre dette, kontaktede de vores forældre, og vi blev derfor skilt fra hinanden og flyttet hen til hver sin stue. Da vi startede i skole sammen, genoptog vi vores venskab omkring biler, og vi snakkede rigtig længe om det hver dag. Da vi blev ældre, ønskede vi at bygge en bil sammen. Bilen skulle være den perfekte bil, og vi ville bygge den fra bunden. Min ven var rigtig god med biler, men jeg kunne kun bidrage med designet.

 

Min kammerat købte alt udstyret og jeg var meget misundelig

Da vi gik i gang med bilen, ville min kammerat købe alt udstyret, da han senere hen alligevel skulle bruge det. Han købte blandt andet en autolift (Læs mere her: http://www.nimalift.dk/autolifte/11-2-sojlet-autolift-4-tons.html ), og jeg vidste ikke, hvornår jeg nogensinde skulle bruge sådan en, så det var jeg glad for, at jeg ikke skulle betale for. Det accepterede jeg. Da vi var halvt færdige med bilen, mistede jeg interessen, og vi snakkede derfor ikke sammen længe. En dag mødte jeg ham og hans kæreste nede ved vandet. De var taget af sted i den færdige bil, og jeg stod længe og beundrede den. Han havde ændret i mit design, og det var blevet meget bedre. Jeg var meget misundelig på hans bil, og jeg ærgrede mig derfor over, at jeg ikke længere var en del af projektet.