 |
Da robotten Snøfte var på
vej over vindebroen, blev den forstyrret af en masse plask fra vold- graven.
Den så, at alle 5 krokodiller var på vej mod den i det plumrede
vand. Det var fodringstid nu, måske troede de, han var maden. Snøfte
skyndte sig så meget dens stive ben kunne, men pludselig kunne man
høre en høj skarp lyd. Det var , da den første krokodille
bed ham i benet. Den fløj dog hurtigt tilbage med en hæs brummen.
Den havde nemlig fået en forfærdelig tandpine, fordi den havde
bidt i Snøftes hårde metalben. |
De andre krokodiller stoppede op, da de hørte
deres krokodillevens hæse stønnen, og én efter én
gled de igen ned i det plumrede vand.
Robotten skyndte sig væk fra slottet.
Den var meget rasende, fordi den var blevet bidt. Lyden i dens øre
var blevet en anelse stærkere, og den besluttede sig for at følge
lyden, som var helt ukendt for den.
Længere fremme på vejen mødte
den manden med hesten.
Da manden så ham, blev han så
forskrækket, at han galoperede ind over marken. Snøfte, der
vidste, at den skulle dræbe alt, som flygtede, rettede sin laserkanon
mod manden med hesten. Hesten blev ramt lige bagi, og den slog manden af,
så han faldt ned i det høje græs. Her gemte han sig
i en grøft. |
 |
 |
Robotten Snøfte gik nu i mange
timer. Lyden i dens øre blev højere og højere. Inde
i vejkanten så den en busk, som viftede kraftigt med bladene. Det
var herfra lyden kom. Snøfte gik langsomt hen og tog bladene fra
hinanden. Nede på jorden lå et mærkeligt dyr og sov.
(Den lever af regnorme og hjælper de gode. Måske har du gættet,
hvad det er for en? Rigtigt! Det er en Tjuf) Det var dens snorken,
Snøfte havde hørt. Robotten Snøfte var jo opdraget
til at slå ihjel, så den stod lidt for at finde ud af, hvordan
man bedst kunne slå sådan en Tjuf ihjel. |
Men mens den stod og tænkte: Det
gjorde den ved at rulle med øjnene og vifte med ørene, var
der pludselig et andet underligt væsen, der fløj lige foran
dens hoved. Snøfte kunne se, at det var en Tut fra en fremmed planet.
Den svingede rundt med sin lange snabelmund og prøvede at hive Snøfte
i ørene.
Pludselig kunne de høre en, der
lo. Han lo og lo og lo, og det lød så sjovt, at først
Tut mens bagefter også robotten Snøfte begyndte at le. Det
var den lille Tjuf , som var vågent op. Han syntes, at Snøfte
og Tut så så sjove ud med rullende øjne og viftende
øre og så en snabelmund, der prøvede at slå.
Da de 3 langt om længe var færdige med at grine, havde robotten
Snøfte slet ikke lyst til at være ond mere…..
Prins Banzo havde nu redet i mange dage.
Det var helt mørkt og det regnede og blæste fælt.
Styg puttede sig tæt ind til ham, de mente, de havde fundet hjulsporene
fra Siffes vogn, så dem fulgte de nøje.
Pludselig skød Styg ryg, og han
hvæsede og pelsen strittede til alle sider. Prins Banzo kunne ikke
forstå, hvad der var galt. Hvad er der med dig Styg, sagde han beroligende
og prøvede at ae katten over den strittende ryg. Men Styg hvæsede
bare endnu højere, og nu så Prins Banzo, hvad der havde forskrækket
Styg.
Midt på vejen stod en stor, lodden,
fæl trold.Dens hale piskede fra side til side, og Prins Banzo havde
mest lyst til at skynde sig at vende om,
 |
men så kom han til at tænke
på sin lillesøster Sif og hendes lille lam, som nu var på
vej hen til den skrækkelige drage ved de Grå Bjerge.
|
Al hans angst forsvandt og han spurgte modigt
den fæle trold, om han havde set prinsesse Sif.
Jeg har set en vogn køre forbi
med en lille pige i.
Hun sad med et lille lam
og gav det et lille kram.
Ja, det er min lillesøster. Hvad
vej red hun? spurgte Prins Banzo
Mod øst, over en sø
ved den røde kyst
gennem den fortryllede have
ved de Grå Bjerge.
Lån mig din kat
i den sorte nat.
Så får du et kort
til at vise dig vej.
sagde trolden |
 |
|
Prins Banzo sagde : Nej min kat
får du ej, men følg med mig som en ven og hjælp mig
med at frelse min søster fra dragen, så skal du få løn
som fortjent. Trolden så pludselig
helt venlig ud og sagde: Jeg vil hjælpe dig, men jeg skal lige hente
mit sværd. Trolden var snart
tilbage. Den sprang op på hesten bag ved prins Banzo og holdt ham
om livet, mens de galoperede afsted. Styg var holdt op med at hvæse,
og nogle af hårene strittede stadig på dens ryg, men den var
glad for, at den ikke skulle være alene tilbage hos trolden.
|
